23948sdkhjf

Lokal entreprenør vinder skole i Herning, men 160 millioner slår ikke til

C.C. Contractor, GPP Arkitekter, Afry, ByMunch, Rum og Adfærd vinder konkurrencen om den nye, 10.100 kvm store Herningsholmskolen for Herning Kommune.

Dog er vinderprojektet dyrere, end hvad der er budgetteret med. For at skoleprojektet kan blive en realitet, kræver det derfor, at byrådet til efterårets budgetkonference bevilger ekstra midler til projektet, fortæller borgmester Dorte West (V) i en pressemeddelelse fra Herning Kommune:

– Vinderprojektet har virkelig skabt et grundlag for en ny, fantastisk skole. Men de midler, der blev afsat i 2020 til projektet, slår desværre ikke til her i 2022. Alle indkomne forslag i entreprisekonkurrencen ligger over vores budget på 160 mio. kr.

Opføres ved eksisterende skole 

Herningsholmskolen ligger på Sjællandsgade i Herning og er fra 1954. Ved budgetforliget for 2020 besluttede byrådet i Herning, at skolen i løbet af de kommende år skal erstattes af en helt ny skole på samme adresse. Der blev afsat 160 mio. kr. til skolebyggeriet.

Blandt tre finaleprojekter i totalentreprisekonkurrencen faldt valget på C.C. Contractor, som har hovedsæde i Herning.

I ønskerne til projektet har Herning Kommune lagt særlig stor vægt på arkitektur, bæredygtighed, funktionalitet og kvalitet. Alle sammen parametre, som vinderprojektet imødekommer, fortæller formand for Børne- og Familieudvalget Anne Mette Bang Rasmussen (V):

– C.C. Contractor har også løst udfordringerne med placering af den nye skole på grunden, så den nye skole kan opføres sideløbende med, at det meste af den nuværende skole er i brug. Kun en mindre del af skolen skal genhuses i byggeperioden.

Den nye skole bliver samlet ca. 10.100 m2 og kan rumme op til 3 spor.

Hele områdets samlingssted

Den nye Herningsholmskole udformes ifølge GPP Arkitekter med udgangspunkt i begreberne Læring, Trivsel og Fællesskab, som står i centrum for visionen for den nye skole, og udgør de grundsten som skolens pædagogiske principper er bygget op omkring.

Herningsholmskolens målsætning er at skabe et naturligt læringssted med fokus på bæredygtig­hed, sundhed, udeliv og bevægelse samt sansning, leg, læring og nysgerrighed overfor naturen.

Stedets funktioner skal, udover at være en fantastisk skole, rumme SFO, specialtilbud, tandpleje, idrætsfaciliteter samt uderum til læring, ophold og leg. Samtidig skal skolen være et samlingssted for hele området - et sted hvor det er muligt at afholde teater, koncerter, foredrag, fritidsaktiviteter, fællesspisning, og sportsaktiviteter

Hvorvidt det nye skolebyggeri af Herningsholmskolen kan realiseres, vides altså først til efteråret 2022.

Ifølge planen skal det nye skolebyggeri opføres i løbet af de næste tre år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142