23948sdkhjf

- På et historisk højt niveau: Væksten fortsætter for rådgivere og ingeniører

Danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder melder igen om vækst. Særligt to sektorer driver udviklingen

De danske rådgivere og ingeniører har stadig rygende travlt.

Andelen af beskæftigede, der er opgaver til om tre måneder, er steget til 89 pct., viser Foreningen af Rådgivende Ingeniørers (FRI) nye konjunkturmåling, som Licitationen har fået tilsendt. 

Ved seneste konjunkturmåling i oktober 2023 var tallet 85 pct.

Samme tendens ses ved andelen af medarbejdere, der er opgaver til om seks måneder, hvor mængden er steget fra 64 pct. til 68 pct.

Den aktuelle ordrebog er, både på kort og lang sigt, væsentligt over det historiske gennemsnit målt over de seneste ti år.

- Ordrebøgerne vokser fortsat hos vores virksomheder, og det ligger på et historisk højt niveau. Jeg forventer, at ordrebøgerne stabiliseres på det nuværende niveau over de næste seks til tolv måneder, siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver, i en pressemeddelelse.

- Det er faktisk ret bemærkelsesværdigt, at vores virksomheder oplever så stor efterspørgsel. Hvis man kaster et blik på for eksempel arkitektbranchen, er tilfældet jo det direkte modsatte, så det er utroligt tilfredsstillende, at vores virksomheder har det så godt, tilføjer FRI-direktøren.

To sektorer trækker

Siden seneste måling i oktober 2023 har FRI’s medlemsvirksomheder oplevet en forbedring af ordrebøgerne inden for de fleste sektorer.

Udviklingen er dog særligt drevet af erhvervsbyggeriet og miljø- og energisektoren.

- Den tendens, vi ser, er i høj grad drevet af det private marked, heriblandt en øget efterspørgsel efter danske rådgiverydelser. Samtidig oplever vi øgede offentlige investeringer, der sker som følge af blandt andet et styrket fokus på omstillingen af vores energisystem, samt et større behov for klimatilpasning, siger Henrik Garver.

Boligbyggeriet er den sektor, der har oplevet den mest markante tilbagegang, hvorfor blandt andet arkitektvirksomhederne har det markant sværere end ingeniørerne. Her oplever man i disse år en tilbagegang eller stagnering i ordremængden grundet manglende investeringer.

Men selvom ordremængden i denne sektor også er gået tilbage for ingeniørvirksomhederne, ser det ikke sort ud ifølge Henrik Garver:

- Vi er ikke der, hvor virksomheder, der er meget eksponerede i denne del af branchen, begynder at afskedige medarbejdere, tværtimod.

Mangel på arbejdskraft

Den enorme efterspørgsel har den følgeeffekt, at ingeniørvirksomhederne fattes arbejdskraft.

Konjunkturmålingen, der også kortlægger branchens forventninger til den næste tid, viser, at 95 pct. af branchens virksomheder efterspørger flere ingeniører. Ved målingen i oktober 2023 lå tallet på 73 pct.

- Den ekstremt stærke ordrebog er uden tvivl den væsentligste årsag til, at vores virksomheder på nuværende tidspunkt oplever en massiv ingeniørmangel, vurderer Henrik Garver.

- Der er altid mangel på ingeniører, men vi ser, at efterspørgslen efter flere er tilbage på et historisk højt niveau, siger han også.

Forventer flere på lønningslisten

40 pct. af FRI-virksomhederne forventer at have flere ansatte om seks måneder, end de har i dag. Men der efterspørges foruden ingeniører også andre medarbejderprofiler. 

47 pct. af virksomhederne indikerer nemlig, at de mangler andre typer af medarbejdere, så det er også på den bredere kam, at virksomhederne er udfordrede på medarbejdermangel.

Kilde: FRI

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11