23948sdkhjf

Debat: Hvor blev nuancerne lige af, da rammeaftale fik skyld for alverdens ulykke?

Det er ganske urimeligt og stærkt forsimplet at beskylde rammeaftalerne i byggeriet for at være skyld i de mange konkurser, som igennem den seneste tid har ramt flere virksomheder, skriver dagens debattør 

Det er ikke risikofrit at gennemføre store byggeprojekter i et presset marked. Det ved alle, som har med byggeri at gøre.

Jeg er i Licitationen forleden citeret for, at risikoen for konkurser undervejs er en præmis og et vilkår, som vi bliver nødt til at forholde os til.

Det er en udtalelse, som jeg står fuldt ud ved. Hvis vi ønsker at bygge, så er risikoen til stede for konkurser, og så må vi som bygherrer tage ansvar for at finde gode løsninger, så det hele ikke går i stå.

Dette er absolut ikke det samme som at fralægge sig et ansvar for at skabe gode rammer for samarbejdet, og for at projekterne økonomisk hænger sammen for alle involverede, herunder entreprenørvirksomhederne.

Et væsentligt greb er her tidlig inddragelse, der sikrer, at vi i fællesskab sammen med entreprenøren kan få afdækket risikoen i det enkelte projekt forud for prissætning.

Det er netop et af de primære formål med Domea.dk’s rammeaftale. Og eftersom udbudspligten er afløftet, kan vi indgå i en tidlig dialog om det konkrete projekt, hvor vi i et samarbejde med rådgiver og totalentreprenør får afdækket projektets risici herunder afstemt ansvarsdeling, kvalitetsniveauer mv. Dette skaber typisk bedre projekter og bedre samarbejde. Og det er jo netop det, som er formålet.

Så bare for at slå det fast med syvtommersøm: Som byggeforretningsfører begræder vi konkurserne. Det er bestemt ikke et scenarium, vi bryder os om. Hverken for de virksomheder de rammer, eller for os, som skal samle stumperne op og forsøge at stykke byggeprojekterne sammen igen med nye partnere. Det er både trist og bøvlet for alle!

Derfor er det også ganske urimeligt – og i min verden stærkt forsimplet – at beskylde rammeaftalerne i byggeriet for at være skyld i de mange konkurser, som igennem den seneste tid har ramt flere virksomheder. Bare for at nævne et andre forhold, der spiller ind, kan nævnes konkurrencen i markedet, prisstigninger de seneste år og mangel på arbejdskraft.

Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan blive bedre. Eller at vi ikke – selv med meget stramme budgetter i det almene byggeri – kan trække den anden vej og understøtte samarbejdet med entreprenørerne bedre.

Jeg tror ikke på, at en verden uden rammeaftaler vil bidrage positivt til dette – og det er heller ikke det, jeg hører, når jeg taler med kollegaer og samarbejdspartnere. Men som virksomhed kommer vi selvfølgelig til at kigge indad og bruge vores erfaringer til at sikre de bedste rammer for projekterne fremadrettet. Og et vigtig greb er at invitere til dialog om, hvordan vi bedst muligt designer et udbud, der ikke skubber til konkursrisikoen.

Denne replik er sendt til Licitationen i håb om at bringe nødvendige nuancer til debatten.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.791