23948sdkhjf

Kystbeskyttelsesprojekter træder vande i kommuner

I de seneste fem år har 28 kommuner måttet bremse kystbeskyttelsesprojekter, viser en rundspørge

I de seneste fem år har 28 kystkommuner bremset kystbeskyttelsesprojekter på grund af økonomi, lovgivning og borgermodstand.

Det viser en rundspørge af magasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening (KL).

Her har 55 ud af 77 kystkommuner svaret.

Resultatet afspejler virkeligheden, siger Birgit Stenbak Hansen (S), formand for KL's Klima- og Miljøudvalg.

- Der er behov for, at vi tænker langsigtet, hvis vi skal imødekomme de udfordringer, som vandmasserne stiller os, siger hun.

- Det kræver nogle ændringer i lovgivningen, hvis ikke borgermodstand og naturhensyn skal stå i vejen for, at vi kan få lavet de nødvendige sikringer af kysterne.

Rundspørgen fra Momentum har til formål at tegne et billede af, hvilke udfordringer kommunerne står over for i kystbeskyttelsesprojekter.

I Seden Strandby i Odense Kommune har lovgivning om naturbeskyttelse sænket tempoet på arbejdet med en dige vest og nord om den lille bydel.

Området er en del af Natura 2000. Det er en kortlægning af en række beskyttede områder i EU, som skal sikre beskyttelse af nuværende og potentiel natur.

Kystbeskyttelsesprojektet lægger blandt andet op til, at flere af huse tættest på kysten skal have et dige igennem haven for at beskytte mod stormflod.

- Det skal gøres ordentligt, og vi skal passe på naturen. Det tager derfor længere tid og kræver, at vi arbejder på en anden måde, end vi vil have gjort, hvis kravene ikke var der, siger Michelle Moustgaard Birch.

Regeringen har fokus på netop kystbeskyttelse i Klimatilpasningsplan 1, men den vil derudover forlænge kystpuljen. I den kan kommuner søge tilskud til anlægsinvesteringer i diger og anden kystbeskyttelse.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i et skriftligt svar.

- Vi ser ind i en fremtid med mere ekstremt vejr og stigende vandstande, og derfor ønsker regeringen, at der kommer mere tempo på kystbeskyttelsen af Danmark, lyder det.

- Som en del af planen har regeringen desuden nedsat en taskforce, som skal vurdere behovet for nye indsatser som følge af ny viden, vurderinger af risici og reguleringsmæssige udfordringer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141