23948sdkhjf

Debat: Bevar AB18 eller forklar!

Flere bygherrer og rådgivere omgår byggeriets grundlov AB18 til fordel for egne betingelser og tillægsaftaler. Det spænder ben for godt samarbejde og bidrager til mistillid, uhensigtsmæssige byggeforløb og i værste fald økonomiske vanskeligheder som følge af urimelige dagbøder, skriver dagens debattør

Dansk byggeri er inde i en guldalder. 

Branchen bugner af dygtige arkitekter og bygherrer, og det har som entreprenør sjældent været mere spændende at bygge. Samtidig er vi på tværs af branchens værdikæde afhængig af gode samarbejder, så vi sammen kan løfte den grønne omstilling.

Smilene burde være brede, som til et bryllup. Men mange entreprenører har i stedet panderynker. Nok siger man ja i kirken, men når man bliver mødt af urimelige ægteskabspagter, lægger det en vis dæmper på festen. Paraderne kommer op, krigen begynder. Parterapeuten kan snarest forvente en opringning.

Fraværet af tillid i byggeriet er sigende. En ny offentliggjort rapport viser, at der blandt entreprenører er en udbredt oplevelse af, at bygherrer og rådgivere bevæger sig væk fra AB 18’s grundlæggende principper, der ellers i årtier på fornuftig vis har balanceret rettigheder mellem bygherre, rådgiver og entreprenør.

Den nye trend er en overflod af afvigelser i kontrakterne, hvor elementer af AB18 udelades og erstattes af egne betingelser. Dette resulterer ikke blot i en øget byrde af juridisk arbejde, men også i en skævvridning af den risikobalance, som AB 18 sigter mod at etablere.

Begreber som ’100 % mangelfrit’ bliver den nye norm for selve afleveringen, og man sanktionerer med store bøder – ikke kun ved overskridelser af sluttermin, men også ved et væld af delterminer. En ridse på lågen, dårlige vejrforhold eller ’eksterne’ certificerings-tovtrækninger kan pludselig fælde entreprenøren på først tid og dernæst pengepung – uagtet at medarbejderne har lagt anstrengelser i både tidsplan og kvalitet. Nogle bygherrer vælger tillige at tilbageholde uforholdsvis store millionbeløb, også når det er bygherren selv, der er i vejen for at nå i mål.

Entreprenøren måles med andre ord på en ny vægt. Det rammer dog også i den grad også bygherren, der risikerer at misse den gode dialog og det konstruktive samarbejde, hvor man i en tidlig fase forventningsafstemmer og sikrer bygbarhed, fremdrift, et godt arbejdsmiljø, en realistisk tidsplan og et fornuftigt budget.

Tendensen er uholdbar; den underminerer ganske enkelt den tillid og det samarbejde, der er essentielt for en vellykket projektgennemførelse – og kan i sidste ende føre til højere projektomkostninger, ikke mindst fordi entreprenørerne er tvunget til at imødegå den øgede risiko og usikkerhed, som disse afvigelser medfører.

Tilbage til tillid og tidlig inddragelse

Med lov skal man land bygge. 

Det budskab hviler på søjlerne foran indgangen til Københavns Byret. 

I byggeriet har vi også en ”lov”; AB18, som er udviklet i fællesskab gennem fem årtier. Vi kan som entreprenør godt acceptere en fravigelse i de tilfælde, hvor det giver mening. Men hvis fraværet af AB18 bunder i, at man ikke har styr på eget penalhus, er det en ommer.

Som direktør for en entreprenørvirksomhed appellerer jeg til alle aktører i bygge- og anlægsbranchen om at genoverveje denne praksis. Vi må spørge os selv, om vi ønsker at bevare det fundament af tillid og samarbejde, som AB18 repræsenterer, eller om vi vil fortsætte ned ad en vej, der fører til øget konflikt og ineffektivitet.

Lad os sammen søge tilbage til de principper, der har gjort dansk byggeri stærkt. Bevar AB18's integritet eller giv os en god forklaring på, hvorfor vi skal acceptere noget mindre. 

Og som en lille krølle på halen; jo bedre samarbejde, vi kan præstere, jo mere kan vi fremtidssikre denne branche – om det gælder arbejdsmiljø, diversitet, uddannelse, arbejdskraft eller grøn omstilling i jagten på opførelse af det spændende byggeri.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156