23948sdkhjf

- Det er uden tvivl et anderledes projekt: A. Enggaard vinder i energipark

A. Enggaard har C.F. Møller og Viborg Ingeniørerne med på holdet

Bygningen til en ny havvandsvarmepumpe bliver et af de store og markante byggerier i et erhvervsområde i Aalborg, der går under navnet Norbis Park.

Nu har Aalborg Forsyning udpeget det hold, der skal opføre den 3.300 kvm store bygning.

A. Enggaard er efter udbud valgt som totalentreprenør med C.F. Møller Architects og Viborg Ingeniørerne med ombord.

- Det er en opgave, der ligger rigtig godt til os, da vi har mulighed for at lave det meste i egenproduktion, herunder både jord-, lednings- og betonarbejde, og det er uden tvivl et anderledes projekt, som vi glæder os til at komme i gang med, udtaler Kristoffer Styrup, der er afdelingschef ved A. Enggaard, i en pressemeddelelse.

Tre kriterier

Aalborg Forsyning har valgt at samarbejde med A. Enggaard og C.F. Møller, da deres projekt scorede højt på kriterierne bæredygtighed, arkitektonisk udtryk samt økonomi.

- Bæredygtighed har spillet en stor rolle, da vi skulle vælge entreprenør, og det har vejet tungt, at der er valgt miljøvenlige materialer de steder, hvor det har kunnet lade sig gøre rent funktionsmæssigt, udtaler Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning. 

Han peger samtidig på, at A. Enggaard blandt andet har valgt at bruge genbrugsstål til at lave armeringen med, samt at facaderne er lavet af 75 pct. genbrugsaluminium.

- Derudover er der arbejdet rigtig meget med design for adskillelse, hvor materialerne både kan skilles ad og genbruges, ligesom bygningen løbende kan tilpasses eller skilles ad og genopføres et andet sted, hvis der er behov for det, fortæller Søren Gais Kjeldsen.

Selve energianlægget skal udnytte energi fra Limfjorden til at producere varmt fjernvarmevand. Det samlede anlæg består af tre varmepumpeenheder på samlet 44 MW og vil komme til at stå for næsten en tredjedel af varmeproduktionen i Aalborg Forsyning.

Kig til teknikken

Bygningen er tegnet af C.F. Møller Architects, som har lagt vægt på en "stedsspecifik arkitektur, et sikkert materialevalg og en høj grad af transparens".

- Bygningen vil stå tydeligt og robust i sine materialer og indpasset i den eksisterende bygningsmasse i såvel skala som materialemæssigt. Via store glaspartier åbner bygningen sig op mod omverdenen, så man kan kigge ind til teknikken og de funktioner, der udføres inde i bygningen, udtaler Søren Tortzen, designansvarlig og leder af C.F. Møller i Aalborg, i pressemeddelelsen.

Det drejer sig blandt andet et kig til de store havvandsvarmepumper, der leveres af Man Energy Solutions. 

Varmepumpe-bygningen skal stå færdig i 2026.

Godt på vej

Ud over havvandsvarmepumpen er Aalborg Forsyning også godt i gang med at få opført de tre bygninger, der skal rumme elkedler og koblingsanlæg på henholdsvis 10 og 60 kV med tilhørerende transformatorer.

Her er det entreprenørfirmaet HP Byg med Norconsult som arkitekt- og ingeniørrådgiver, der står bag. Det byggeri ventes at stå færdigt i november 2024.

Ydermere opføres der i øjeblikket et 200.000 kubikmeter stort varmelager. Det består af fire ståltanke leveret af svenske Rodverken. 

- Der er tale om fire gigantiske vandbeholdere, der opbevarer varmen, og hele tiden står og oplader og aflader. Det er en velkendt og afprøvet teknologi med lav investeringsrisiko og lang levetid. Derudover kan vi udbygge løsningen efter behov, hvilket giver en betydelig fleksibilitet i forhold til at gennemføre den grønne omstilling så omkostningseffektivt som muligt, siger Jesper Høstgaard-Jensen, teknik direktør i Aalborg Forsyning.

Når de fire tanke er fuldt opladede indeholder de, hvad der svarer til 625 husstandes årlige varmeforbrug.

Efter planen skal tankene være i drift i 2025.

Norbis Park

  • Norbis Park ved Nordjyllandsværket udgør cirka 100 hektar og skal i fremtiden danne rammerne om produktion og test af nye, grønne energiformer. 
  • Aalborg Forsyning vil med projektet skabe en ny industriby med et bæredygtigt udviklings- og produktionsmiljø med fokus på synergi, partnerskaber og ressourcedeling.
  • Målet er at skabe et grønt testcenter, hvor virksomheder, forbrugere, forskere og myndigheder sammen udvikler fremtidens grønne løsninger.

Kilde: Friis & Moltke

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141