SBJV med underskud på 1,4 mia kr.

SBJV-konsortiet bag Storstrømsbroen gik ud af 2022 med et underskud på godt 1,4 mia. kr.
Det viser selskabets nye regnskab for 2022. Samtidig vurderer ledelsen SBJV-konsortiet som 'going concern'.
Siden 2020 har der ikke været egenkapital i selskabet, viser regnskabet.
Pengene til driften kommer fra moderselskabet Itinera, der har udstedt et 'Loss Coverage Letter'. Dette bekræfter den økonomiske støtte til konsortiet i 2023 og indtil projektets fuldførelse, hedder det.
Kontrakten for opførelsen af Storstrømsbroen er i 2022 blevet vurderet som 'en endnu mere tabsgivende kontrakt', skriver ledelsen i beretningen.
I årsrapporten for 2021 forventede selskabet et nulresultat i 2022. Dog forventede ledelsen også, at udsigterne ville blive påvirket negativt af Covid-19 og udbruddet af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Trods resultatet ikke er som forventet, anser ledelsen resultatet for at være 'tilfredsstillende', idet de tager den overordnede situation i betragtning og er sikre på, at alle tiltag for at minimere tabet er blevet iværksat.
SBJV forventer et nulresultat for 2023.