Belgisk Femern-entreprenør i vækst, men er udfordret
Den belgiske koncern CFE kan se tilbage første halvår med solid vækst i omsætningen.
Koncernen, der er en del af FLC-konsortiet i Femern-projektet, omsatte for 4,7 mia. kr. i perioden, hvilket var en stigning på 9,5 pct. i forhold til samme periode 2022.
Det viser halvårsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag.
CEO Raymond Troest er positiv og kalder resultaterne for robuste. Det sker trods en nedgang i resultatet (EBITDA) på hele 28 pct. EBITDA udgør nu godt tre pct. af omsætningen.
- Vi viser modstandkraft som en multidisciplinær gruppe. Nedgangen i markedet kombineret med høj inflation og problemer med leveringer på enkelte projekter påvirker resultatet i nogle af vores segmenter. Overordnet er vi dog en robust og finansiel sund gruppe, siger han i en meddelelse.
Ordrebogen er skrumpet med 16,2 pct. siden udgangen af december og udgør nu godt 10 mia. kr.
Igen er det markedsforhold og renter, der har betydning for en række kunder inden for nye byggerier, skriver selskabet.
Construction-divisionen så en stigning i omsætningen på 14,5 pct. til knap 3,4 mia. kr., hvilket hovedsageligt kommer fra hjemmemarkedet.