23948sdkhjf

Regeringen er fortsat uafklaret om kattegatforbindelse

Forbindelse skal forkorte rejsetiden mellem København og Aarhus, men vil gå ud over miljø og natur

Det er fortsat uvist, om regeringen ønsker at etablere en kattegatforbindelse mellem Vestsjælland og Aarhus.

Det skyldes, at partierne i regeringen skal blive enige internt, før der kan meldes ud, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

- Hverken regeringen eller jeg har nogen ambition om at trække det i langdrag. Man skylder alle en afklaring på et tidspunkt.

- Men SVM-regeringen er en regering sammensat af flere partier, og derfor er der flere spørgsmål, hvor vi skal have lejlighed til at drøfte, hvad regeringen skal mene, siger Thomas Danielsen onsdag i Folketingssalen.

Den tidligere socialdemokratiske regering meldte i sommeren 2022 ud, at en forundersøgelse ikke gav anledning til at fortsætte. Det skyldtes hensyn til miljø og natur.

Regeringen ville i den forbindelse ikke svare på, om forbindelsen dermed var opgivet. Men ifølge Ritzaus oplysninger havde transportministeren dengang reelt lagt projektet i graven trods intern uenighed.

Siden er regeringen blevet udvidet med Venstre og Moderaterne. Forbindelsen er dog ikke nævnt i regeringsgrundlaget.

Thomas Danielsen besøgte tidligere på ugen Samsø, hvor der er udbredt modstand mod en forbindelse på grund af hensyn til miljøet og trafikken på øen. Han har tidligere været fortaler for en forbindelse.

Der er lokal modstand mod forbindelsen.

Beboere i Jylland, på Samsø og omkring Kalundborg har samlet sig i fem lokale foreninger for at protestere mod broen i hver deres lokalområde.

En kombineret vej- og togforbindelse over Kattegat er senest i juni 2022 blevet vurderet til at koste cirka 110 milliarder kroner.

Formålet med projektet er kortere rejsetid mellem København og Aarhus. Med en forbindelse over Kattegat vil bilister kunne rejse mellem de to byer på omkring to timer, mens det tager knap tre timer i dag.

Den 8. maj er der en høring på Christiansborg om forbindelsen.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Femern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109